Stefan Hermann RBL

Baggrund

Stefan Hermann har de sidste 11 år været rektor for Københavns Professionshøjskole (tidligere Professionshøjskolen Metropol). Han er desuden formand for Danske Professionshøjskoler. 

Hvad er din mærkesag for formandskabet?

Jeg er overbevist om, at formandskabet skal pege på perspektiverne i en myndiggørelse af lærere, pædagoger og andre professionelle som svaret på mange af de udfordringer, der er på for eksempel skoleområdet og dagtilbudsområdet.

En myndiggørelse som er enheden af fælles ambitioner, styrket faglighed og mere frihed under ansvar og i samspil med god ledelse og klog styring. Sådan bredt sagt!

Hvad kan du med din baggrund og erfaring bidrage med i formandskabet?

Jeg kan forhåbentlig bidrage med sammenhængende viden og analyser samt synspunkter, der er politisk relevante, men hverken trukket i en ideologisk automat eller uden klangbund i realia.

Hvad skal der efter din mening til, for at formandskabets arbejde bliver en succes?

Der skal vælges dagsordener og forslag, der enten flugter med den offentlige og politiske opmærksomhed eller har så stærk en karakter, at man kan skabe momentum og ikke mindst lægge fælles kræfter i det.

Sidst opdateret: 7. juni 2019